Servicelederuddannelsen er skræddersyet til serviceledere, overmontører og andre mellemledere i el- og installationsbranchen. Den er udviklet af mennesker med indgående kendskab til både branchen og servicelederens hverdag og udfordringer – og uddannelsen tager fat der, hvor serviceledelse bliver svært: Ude i virkeligheden.
Uddannelsen er en praktisk og branchespecifik uddannelse, hvor ledelse gøres og trænes i praksis.
Vi tager udgangspunkt i din hverdag og dine erfaringer, og vi kommer under forløbet rundt om de afgørende ledelseskompetencer, som gør dig som serviceleder i stand til at drive en effektiv og robust serviceafdeling, fra opgaven sælges, til den faktureres.
Hvem bør deltage?
Serviceledere, overmontører for servicesvende, arbejdsledere og personaleledere med mere end 1 års ledelsesansvar.
Form
På de 6 moduler kombineres konkret træningsbaseret undervisning, e-læring og erfaringsudveksling med fokus på aktiv involvering og praktisk læring.
Indholdet er tilrettelagt med vægt på variation i arbejdsformen og med afsæt i deltagernes egen dagligdag og behov. Formen er inspirerende og udfordrende med fokus på at træne ledelse i praksis – kombineret med konkrete oplæg om ledelsesmetoder, -teorier og -redskaber i en nærværende dialog, hvor din hverdag og dit udbytte er i centrum. Der indgår hjemmearbejde som en integreret del af uddannelsen.
På servicelederuddannelsen taler vi ikke kun om ledelse. Vi træner ledelse – sammen med udgangspunkt i cases fra virkeligheden. Vi insisterer på at engagere os i hinanden, og vi sætter en ære i at få det bedste ud af at samle mange dygtige folk i samme rum. Her får du ikke kun flere redskaber i ledelsesværktøjskassen – du får holdt et spejl op, som viser, hvordan andre ser og oplever dig som serviceleder. Ligeledes får du opbygget et stærkt netværk til andre serviceledere i branchen.
Uddannelsens indhold og struktur
Servicelederuddannelsen kombinerer det bedste af to verdener: E-læring og praktiske moduler, hvor deltagerne mødes fysisk. Dette skaber en fleksibel og nærværende uddannelse, hvor du får mulighed for at fylde ledelsesværktøjskassen i eget tempo – og træner at bruge den i praksis sammen med de øvrige serviceledere på uddannelsen.
Uddannelsen består af 6 moduler. Her arbejder vi med både dit personlige lederskab, ledelse af forretningen, kommunikation, distanceledelse, forebyggelse og håndtering af stress og kriser, økonomi og jura samt personaleledelse i praksis.
Desuden får du ved den første individuelle sparringssamtale tilbagemelding på din personprofil MBTI II.
Forløbet
Modul 1: Dig som leder (fysisk fremmøde, 2 dage)
Individuel sparringssamtale 1 (online)
Modul 2: Ledelse af forretningen (fysisk fremmøde, 2 dage)
Modul 3: Regler og rammer (e-læring, 2 dage)
Modul 4: Personaleledelse i praksis (fysisk fremmøde, 2 dage)
Individuel sparringssamtale 2 (online)
Modul 5: Distanceledelse og ledelsesværksted (fysisk fremmøde, 2 dage)
Modul 6: Ledelsesværksted og slutstatus (fysisk fremmøde, 2 dage)
Servicelederuddannelsen afholdes delvis sammen med entreprise- og projektlederuddannelsen, når det er en fordel for begge uddannelser. Hvis dette er tilfældet, vil indholdet på uddannelsen stadig være den samme, men i forskellige sammenhænge vil det pågældende hold på uddannelsen deles op i 2 læringsgrupper, herunder i henholdsvis serviceledere og entreprise-/ projektledere. Således sikres, at uddannelsen forbliver relevant og skræddersyet til netop dine behov.
Deltagerens udbytte
- Styrket bevidsthed om egne lederevner, personlighed og lederstil – herunder indsigt i personlige styrker og udfordringer (det personlige lederskab)
- Styrket indsigt i servicelederrollen og værdiskabende ledelse af en serviceafdeling
- Styrket forståelse for forretningen, herunder økonomi, jura, strategi, salg og den gode kundeservice
- Stærkere kompetencer inden for planlægning, styring, feedback og prioritering af tid og ressourcer
- Styrket kommunikation og formidling – I både personale-, distance- og situationsafhængig ledelse
- Styrket kompetencer inden for konflikthåndtering, den svære samtale samt forebyggelse og håndtering af stress
- Styrket forståelse for arbejdsmarkedslovgivning, arbejdsmiljø og sikkerhed
- Opbyggelse af et stærkt ledernetværk til andre serviceledere i branchen
Varighed
Uddannelsen består af i alt 10 dages fysisk undervisning fordelt på 5 moduler af to dages varighed med overnatning. Derudover skal der forventes to dage til e-læringsmodulet samt tid til to individuelle sparringssamtaler.
De 5 fysiske moduler afvikles fra første dag kl. 09.00 til anden dag kl. 16.00.
Der indgår aftenarbejde på modulerne.
Tid og sted
Dato |
Kursussted |
|
---|---|---|
Modul 1 |
Den 23. - 24. september 2025 |
Comwell Middelfart |
Individuel sparringssamtale |
den 8. el. 9. oktober 2025 |
Online via Microsoft TEAMS |
Modul 2 |
den 22. - 23. oktober 2025 |
Comwell Klarskovgaard, Korsør |
Modul 3 |
november 2025 |
E-læring |
Modul 4 |
den 10. - 11. december 2025 |
TEKNIQ Arbejdsgiverne + Scandic Glostrup |
Individuel sparringssamtale |
den 13. el. 14. januar 2026 |
Online via Microsoft TEAMS |
Modul 5 |
den 21. - 22. januar 2026 |
Scandic Odense |
Modul 6 |
den 25. - 26. februar 2026 |
Hotel Koldingfjord |