70-årige Lars Nielsen har i årevis stået i spidsen for Voldbro Smedie og VVS, men nu er det tid til at give stafetten videre.
Det bliver sønnerne Jonas og Jesper på henholdsvis 38 og 32 år, der tager over, hvilket i øvrigt har været planen siden 2017.
Deres farfar startede virksomheden i Assens i begyndelsen af 1960'erne. I 1984 blev Lars Nielsen medejer for senere at overtage virksomhed. Med det seneste generationsskifte er det dermed tredje generation, der overtager.
Voldbro Smedie og VVS har 12 ansatte, der arbejder med alt fra køkkenrenoveringer til varmepumper og vandværker.