Efter 23 år i TEKNIQ Arbejdsgiverne har chefforhandler Thorkild Bang valgt at stoppe og takke ja til et job som HR-chef hos teknikentreprenøren Brøndum A/S.
Siden Thorkild Bang blev ansat i det daværende ELFO tilbage i 2000, har han haft titler som juridisk konsulent, underdirektør og i de seneste knap tre år chefforhandler. Han har spillet en central rolle i en lang række overenskomstforhandlinger. Siden 2007 på el- og vvs-overenskomsterne og i 2020 også på Industri- og VVS-overenskomsten.
Thorkild Bang siger om jobskiftet:
– Jeg har været med på en spændende og udviklende rejse med først ELFO, siden TEKNIQ og TEKNIQ Arbejdsgiverne, hvor jeg har følt, at jeg har været med til at gøre en forskel for medlemsvirksomhederne. Jeg har været helt inde i “maskinrummet” i seks overenskomstforhandlinger, hvilket har givet mig arbejdsmæssige udfordringer og erfaringer, som jeg ikke ville have været foruden. Nu har jeg fået tilbudt et job, som jeg ikke kunne sige nej til hos Brøndum, hvor jeg skal være med til at implementere deres strategi på blandt andet fjernvarmeområdet. Den opgave glæder jeg mig meget til at kaste mig ud i.
Linda Nordstrøm Nissen, der er underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, takker Thorkild Bang for en kæmpe indsats.
– Thorkild har ydet en utrættelig indsats for TEKNIQ Arbejdsgiverne i alle årene, og han har altid været vellidt blandt medlemmerne for sin rådgivning og sparring. En sparring som vi også internt har sat stor pris på. Der er ikke nogen tvivl om, at Brøndum får en kapacitet på området, siger Linda Nordstrøm Nissen, der er underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.