Tidligere teknisk kundechef i ISS, Allan Nass, er per 1. februar ansat som ny salgschef i Nordelektro. Her skal han være med til at udvide Teknisk Facility Management-forretningen og udvikle Nordelektro til en landsdækkende virksomhed.
Allan Nass kommer fra en stilling som teknisk kundechef hos ISS A/S. Han følger dermed i sporene på Jesper Christiansen, der i december tiltrådte som ny adm. direktør hos Nordelektro efter en karriere hos netop ISS. Det har haft stor betydning for Allan Nass’ beslutning om at takke ja til jobbet hos Nordelektro.
- Jesper og jeg har haft et godt samarbejde sammen hos ISS, og da han fortalte om sin vision for Nordelektro, tændte det en glød i mig. Det var for spændende til at sige andet end ja. Hos Nordelektro bliver jeg involveret i de strategiske beslutninger og får ansvaret for at sikre vækst og tilgang af nye kunder. Det har stor betydning for mig personligt, fortæller den nye salgschef.
Han er uddannet maskinmester fra Fredericia Maskinmesterskole med fokus på vedligehold og ledelse. Han har de seneste knap fem år været hos ISS, hvor han er steget gennem rækkerne fra konsulent til Technical Manager til senest teknisk kundechef hos ISS Technical Services.