Bestyrelsen for TEKNIQ Kvalitet ApS har ansat en ny direktør til selskabet. Peter Baagøe Larsen, 34, kommer med markant ledelseserfaring fra både el-branchen og senest som afdelingschef i OBH-gruppen. Således er det også en direktør med brancheerfaring og hands-on kendskab til auditering og kontrol. Hos OBH har Peter Baagøe ledet cirka 100 medarbejdere inden for diverse kontrolopgaver med fokus på ejendomme som f.eks. tilstandsrapporter og el-eftersyn.
-Jeg er meget tilfreds med, at vi har ansat Peter som ny direktør. Til de opgaver vi står overfor, er han den helt rigtige person til at lede forretningen. Både når det handler om det rent tekniske og kommercielle, men lige så vigtigt i fht. færdiggørelsen af fusionen af de to selskaber, der udgør TEKNIQ Kvalitet ApS. Jeg og resten af bestyrelsen ser meget frem til samarbejdet med Peter og de dygtige medarbejdere i selskabet og er meget positive i fht. fremtiden, siger Lars Petrowsky, Petrowsky A/S, formand for TEKNIQ Kvalitet ApS.
Peter Baagøe blev valgt i et stort og meget stærkt kandidatfelt og er klar til opgaven.
-TEKNIQ Kvalitet ApS er det helt rigtige sted for mig at fortsætte min karriere. Jeg har været meget glad for at være hos OBH-gruppen de sidste otte år, men synes, at udfordringerne i jobbet som direktør i TEKNIQ Kvalitet ApS er så interessante både fagligt og ledelsesmæssigt, at jeg ikke kunne lade være med at søge stillingen. Jeg ser meget frem til at møde medarbejderne, samarbejdspartnere og ikke mindst kunderne inden så længe, siger Peter Baagøe.
Den nye direktør begynder på kontoret i Odense den 6. januar 2020.