Det er en erfaren leder med solid kommerciel og teknisk baggrund som per 1. januar 2023 tager over som ny administrerende direktør i Nordelektro A/S med afdelinger i Aalborg og Frederikshavn.
Virksomheden, der er specialist i Teknisk Facility Management, skal fremover ledes af 47-årige Jesper Christiansen, der kommer til Nordelektro fra en stilling som direktør for Teknisk Service hos ISS, hvor han har stået i spidsen for en turnaround af hele den tekniske forretning.
Jesper Christiansen har mere end 20 års ledererfaring inden for det tekniske område, herunder en længere årrække med egen installationsvirksomhed, som på syv år voksede til 45 medarbejdere, inden den blev solgt i 2010.
- Jeg har de seneste år arbejdet indgående med Teknisk Facility Management hos ISS og ser et stort vækstpotentiale for Nordelektro ind i det marked. Jeg er stærkt kommercielt drevet og kommer med nogle kompetencer inden for forretningsudvikling, der kan være med til at løfte virksomheden til det næste niveau, siger Jesper Christiansen.
Glædeligt gensyn
Med ansættelsen af Jesper Christiansen har Nordelektro fundet afløseren for Thomas Bøll Mathiesen, som forlod virksomheden tidligere på efteråret efter kort tids ansættelse. Bestyrelsen er dermed klar til – i tæt samarbejde med den nye direktør – at indfri vækstambitionerne for den nordjyske teknikspecialist:
- Det er selvfølgelig ikke optimalt for os at skifte direktør to gange på så kort tid. Men når det er sagt, så glæder vi os over, at det nu er lykkedes os at få Jesper Christiansen med på holdet. Han er en stærk teknisk og kommerciel profil og har igennem sin karriere vist, at han har evnerne til at udvikle en forretning, siger medejer Michael Saxtoft.
Den nye direktør blev præsenteret for de godt 40 medarbejdere i Nordelektro, hvilket var et glædeligt gensyn for flere. Fra 2000 til 2003 var han nemlig projektleder i virksomheden.