Christian Bork Andersen bliver ny direktør for Specialer i Kemp & Lauritzen. Han tiltræder stillingen d. 1. maj 2025.
Han kommer fra en stilling som Head of Northern Europe hos Nilfisk, hvor han har været ansvarlig for at udvikle og drive deres salg, service og kundeforretning på tværs af seks lande. I Kemp & Lauritzen bliver han en del af virksomhedens øverste ledelse, hvor han skal sikre den fortsatte udvikling af forretningsområderne i Specialer og samtidig bidrage til Kemp & Lauritzens samlede strategiske udvikling.
Peter Kaas Hammer, der er adm. direktør i Kemp & Lauritzen, glæder sig til at få Christian med på holdet:
– I Kemp & Lauritzen har vi en viden, størrelse og rækkevidde, der betyder, at vi dækker hele paletten af tekniske ydelser og meget mere til. Vores rolle i den grønne omstilling og i omstillingen af energiinfrastrukturen er stor, og samtidig stiger kompleksiteten inden for bæredygtigheds- og digitaliseringsopgaverne, som ikke alle kan løse – men det kan vi. Med Christian ombord ser vi frem til at arbejde videre med vores mål om at være Danmarks førende digitale og grønne teknikpartner – og én af landets bedste arbejdspladser, siger Peter Kaas Hammer.
Christian Bork Andersen glæder sig til at blive en del af en virksomheden:
– Kemp & Lauritzen er på få år gået fra at være en traditionel teknikinstallatør til at være en grøn og digital teknikpartner, der hele tiden udvikler deres tekniske løsninger til gavn for kunderne, medarbejderne og samfundet som helhed. Det arbejde glæder jeg mig utrolig meget til at udvikle og styrke sammen med alle mine kommende kollegaer i Kemp & Lauritzen, der er kendte for at gøre sig umage og tage kvalitet personligt, siger Christian Bork Andersen.