Tidligere indehaver af BK El-Service Aps og mangeårig formand for TEKNIQ EL København, Benny Nielsen, er død. Tidligere indehaver af BK El-Service Aps og mangeårig formand for TEKNIQ EL København, Benny Nielsen, er død torsdag den 9. juli. Han blev 66 år.
Benny Nielsen var udlært elektriker og senere elinstallatør og drev fra Grøntoften i Gentofte sit firma i 28 år. Han afhændede i 2015 og havde de sidste par år deltidsansættelse hos Elstyrken ApS i Gentofte.
Benny Nielsen var et sandt foreningsmenneske – både erhvervsmæssigt og privat. Sportens verden havde hans store opmærksomhed, hvor han dels i sine unge dage på højt niveau spillede fodbold i B 1903 og siden ishockey i Gladsaxe Skøjteløberforening, hvor han også trak et stort læs som ungdomstræner.
I foreningslivet var Benny Nielsen en samlende figur som formand for den største lokalforening i ELFO og siden TEKNIQ. Han var også som medlem af bestyrelsen i arbejdsgiverforeningen med til at sætte sit aftryk på forskellige områder som optog ham: uddannelse af elektrikerlærlinge, hvor han i en årrække fungerede som skuemester ved faglige prøver og svendeprøver og som medlem af Ankenævnet for tekniske installationer.
Men det var især som formand i 10 år i foreningen for de 360 københavnske elinstallationsfirmaer, at Benny Nielsen fik betydning. Han var med til at udvikle et netværk for især yngre kolleger og satte fokus på forretningsudvikling og teknisk kunnen i de tilbud, der gik til medlemmerne.
Benny Nielsen efterlader sig sin hustru Edit og 2 sønner.
Æret være hans minde.
På vegne af TEKNIQ EL København
Formand Jan Skovsgaard