I 2024 fejrer Gyrstinge VVS sit 75-års jubilæum. Indehaver Thomas B. Olsen blev 50 år den 14. marts og kan samtidig markere 10 år ved roret, efter han overtog virksomheden fra sin far, Niels Olsen, i et glidende generationsskifte.
Der er åbent hus på Bakkegårdsvej 63, Gyrstinge, 4100 Ringsted torsdag den 16. maj kl. 11-16 for forretningsforbindelser og venner af virksomheden.
- I virksomhedens jubilæumsår fortsætter vi vores rivende udvikling. I de seneste år har vi installeret omkring 100 varmepumper om året for vores kunder. Vi har to teams, der udelukkende varetager disse opgaver. Det er især de stigende energipriser og usikkerheden om fjernvarmeudbredelse i mange kommuner, der har skærpet interessen for varmepumper, som giver markante økonomiske og klimamæssige fordele, siger Thomas B. Olsen, der er tredje generation i Gyrstinge VVS.
Virksomheden, der er certificeret til at installere fjernvarme, tilbyder også service på pillefyr, varmepumper og fjernvarme over hele Sjælland.
- Vi holder løbende temaaftener, hvor vi informerer både private og virksomheder om, hvordan man håndterer den grønne omstilling, hvis man ikke bor i et område med fjernvarme. Vi har stor tilslutning til disse aftener. Udover varmepumper fortæller vi om solceller, ladestandere og isolering, siger Thomas B. Olsen.