57-årige Berit Vinther er ansat som chef for foreningssekretariatet i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Skal en brancheorganisation være relevant, er det afgørende, at medlemmerne kan se dem selv og deres behov afspejlet i organisationen. Det vil jeg gerne være med til at sikre.
Sådan lyder meldingen fra Berit Vinther (57 år), der netop har overtaget rollen som chef for foreningssekretariatet i TEKNIQ Arbejdsgiverne, som repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
Hun kommer med mere end 30 års erfaring fra organisationsverdenen – bl.a. 14 år som del af direktionen hos Dansk Industri. En erfaring, hun nu bærer med ind i TEKNIQ Arbejdsgiverne, som tidligere på året blev resultatet af en fusion mellem organisationerne TEKNIQ og Arbejdsgiverne.
– Mit hjerte brænder i det hele taget for organisationsverdenen, som har en meget vigtig opgave, når det gælder om at sikre dansk erhvervsliv de bedst mulige forudsætninger for at drive virksomhed både herhjemme og på tværs af landegrænser,” siger Berit Vinther og fortsætter:
– Det er ikke mindst vigtigt i de brancher, som TEKNIQ Arbejdsgiverne repræsenterer. Brancher, der er inde i en rivende udvikling, både når det gælder teknologi og forretningsområder. Det stiller enorme krav både til medarbejdernes kompetencer og til udbuddet af arbejdskraft,” vurderer Berit Vinther.
Hun håber at kunne bidrage til, at det fusionerede TEKNIQ Arbejdsgiverne kan styrke sin rolle som brancheorganisation yderligere.
– Jeg vil arbejde for at sikre, at fusionen bliver til gavn for ALLE medlemsvirksomhederne, og at de får både øget service og det netværk, der skal være med til at give deres medlemskab den ønskede værdi. Det er medlemmer, der har en høj faglighed og naturligvis kræver det samme af deres organisation. Det skal vi være i stand til at blive ved med at levere, understreger Berit Vinther.