Peter Juul stopper som general manager i Grohe for at tiltræde en ny stilling i byggebranchen. Efter otte år i Grohe - heraf de seneste tre som General Manager i Nordics & Baltics - skifter Peter Juul den 1. januar 2021 det internationale fokus ud med det lokale som medejer og direktør i husbyggefirmaet Interplan i Vallensbæk.
”Jeg har fået et attraktivt tilbud med nye spændende udfordringer, og da Grohe samtidig står meget stærkt rustet til fremtidig vækst, har jeg valgt at prøve de nye muligheder,” fortæller Peter Juul.
Siden Peter Juul kom til sanitetsbrandet i 2013 har forretningen udviklet sig markant både med stor økonomisk vækst og en fordobling i antallet af ansatte med målrettet rekruttering af dygtige medarbejdere. Med Peter Juuls exit vil der blive gennemført organisatoriske ændringer i GROHE, som er i tråd med det fokus og arbejde, der har været de sidste år mod stærkere og mere selvstændige markeder.
Peter Juul overtog i 2018 direktørposten efter Jonas Brennwald.