Det var mens deres sønner racede rundt på gokartbanen i Viadukten i Roskilde, at nuværende bestyrelsesformand Lars-Christian Brask og adm. direktør for John Jensen VVS, Jesper Leen Jensen, drøftede mulighederne for et samarbejde. Virksomheden havde på det tidspunkt været i kraftig vækst, og selvom de nærmede sig 100 medarbejdere var ambitionerne større.
Lars-Christian var allerede dengang engageret i flere andre bestyrelser og er det stadig. Hans rolle er at rådgive ledelsen og klæde dem rigtigt på til at træffe strategiske beslutninger, hvilket kræver gensidig tillid og et tæt samarbejde. Alligevel er det usædvanligt at sidde på posten så længe, som Lars-Christian har gjort det hos John Jensen VVS, og det er da også den arbejdsgiver, han har arbejdet længst for til dato.
- Jeg er vildt beæret over at have stået i spidsen for bestyrelsen hos John Jensen VVS de sidste ti år, og jeg glædes virkelig over vores gode samarbejde. Jeg elsker at have med ejerledere at gøre, og jeg synes det er fantastisk at være sammen med beslutsomme mennesker ligesom Jesper. Derfor er jeg også stolt over de mange resultater, vi har opnået sammen indtil nu, fortæller Lars-Christian.
Et værdiskabende samarbejde
Det er ifølge Lars-Christian ikke alle ejerledere, der kan håndtere at få en professionel bestyrelsesformand ind i forretningen, og han lægger heller ikke skjul på, at han er en person, der med egne holdninger kan fylde meget. Alligevel har han sammen med Jesper og den øvrige ledelse fra starten af fundet melodien for et værdiskabende samarbejde.
- Lars-Christian har altid været super god at sparre med, og han er med til at holde os på stikkerne. Sammen forsøger vi hele tiden at skabe værdi for vores kunder, uden at gå på kompromis med kvaliteten i det vi udfører. Det kan i nogle tilfælde gå ud over indtjeningen på den korte bane, men på den lange bane står vi stærkere overfor både vores kunder og medarbejdere, fortæller virksomhedens ejer, Jesper Leen Jensen.
Fokus tredobler antallet af ansatte
Medarbejderantallet hos John Jensen VVS er næsten tredoblet på de sidste ti år, og omsætningen er steget fra 90 mio. kr. i 2012 til en forventet omsætning for 2022 på 320 mio. kr. Det skyldes ifølge Lars-Christian, at de hos John Jensen VVS har været dygtige til at holde fokus:
- Det lyder enkelt at skulle holde fokus, men der er mange ting, der skal falde på plads for at opnå så stor succes. At gradbøje arbejdsform, målsætning eller ordentlighed, har ikke været en mulighed for os. For vi lever af vores kunder, hvorfor de skal værnes om, og det gør vi kun med de rette medarbejdere og den rigtige indstilling.
Rejsen fortsætter
Samarbejdet har udviklet sig til at blive en begivenhedsrig og udviklende rejse, og med høje ambitioner hos begge parter er slutmålet endnu ikke nået. Dog har de en fortsat fælles målsætning om, at de aftalte strategier skal eksekveres og udleves. Men det er også nødvendigt, for som Lars-Christian fortæller, så er der ikke plads til at hvile på laurbærrene:
- Vi har altid en ambition om at gøre det godt. Høj faglighed er vigtig, og jagten på dygtige medarbejdere er konstant. For nye kunder skal have samme oplevelse som de eksisterende kunder hos John Jensen VVS, nemlig oplevelsen af ordentlighed og godt kvalitetsarbejde.