I sidste uge kunne SIF Gruppen holde et noget usædvanligt svendegilde for en ansat med 65-års jubilæum.
Peter Nielsen kunne fejre 65-års jubilæum i den virksomhed, som hans farfar grundlagde i 1918 under navnet Skovshoved Installationsforretning. Egentlig blev han udlært den 31. december 1963, men som han ikke lagde skjul på, fik han aldrig noget svendegilde dengang.
Derfor blev Peter Nielsen overrasket med et svendegilde på jubilæumsdagen, hvor blandt andet adm. direktør Lars Mejlby deltog:
-Vi har alle meget at takke Peter for. Uden hans fremsyn, initiativrighed og ukuelighed havde SIF Gruppen ikke været, hvad den er i dag. Peters evne til at udvise tillid til mange af de medarbejdere, som har været en del af SIF Gruppen gennem mange år, har været med til at skabe en arbejdsplads, som vi alle er stolte af i dag, siger Lars Mejlby, adm. direktør i SIF Gruppen om "svenden" og jubilaren.
I dag er Peter Nielsen både medejer og en del af bestyrelsen i den virksomhed, som hans farfar grundlagde for nu mere end 100 år siden.