Hvis AB18, AB Forenklet eller ABT18 er vedtaget mellem parterne, vil entreprenøren kunne kræve godtgørelse, hvis der indtræder ekstraordinære prisstigning på materialer, der indgår i arbejdet.
Efter AB 18 § 35, stk. 2-7, AB-Forenklet § 27, stk. 2, og ABT § 33, stk. 2-7, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Prisstigningen skal være ekstraordinær. Det betyder, at prisstigningen skal overstige mindst 10 pct. i forhold til prisen på det pågældende materiale på tilbudsdagen, og således at denne procentsats øges med 0,5 pct. for hver hele måned, der passerer efter tilbudsdagen.
- Prisstigningen skal vedrøre materialer, som ”i færdig form eller på sædvanlig måde” indgår i arbejdet. Omfattet er blandt andet råmaterialer, der på sædvanlig måde indgår direkte i byggeriet, idet disse råvarer netop optræder i deres ”færdige form”.
- Prisstigningen skal være indtrådt efter tilbudsdagen, og inden en aftalt indeksregulering er trådt i kraft.
- Prisstigningen skal være generelt forekommende.
- Prisstigningen skal fremgå af officielt prismateriale eller kunne dokumenteres på anden måde.
- Prisstigningen må ikke (også) godtgøres som et statsligt indgreb efter AB 18 § 35, stk. 1, AB-Forenklet § 27, stk. 2, ABT § 33, stk. 1.
- Summen af de beregnede reguleringsbeløb skal udgøre mindst 0,5 pct. af entreprisesummen.
AB 18 § 35, stk. 2-7, bygger på § 9 i det tidligere pris- og tidcirkulære.