Ved overenskomstforhandlingerne i 2020 blev det aftalt, at det skulle undersøges, hvordan virksomheder og medarbejdere kan få mere glæde af kompetencefonden. Det blev samtidig aftalt, at der skulle findes en ny model for aftalt uddannelse.
TEKNIQ Arbejdsgiverne har sammen med Dansk Metal, Blik- og Rørarbejderforbundet og 3F leveret opfølgningen på overenskomstforhandlingerne.
I denne artikel kan I læse om alle de muligheder, der er i Industri- og VVS-overenskomstens kompetencefond (ALEU). To nye muligheder er særligt interessante.
Aftalt uddannelse
Virksomhed og medarbejder kan indgå aftale om uddannelsesforløb med fuld løndækning ved Akademi eller AMU-forløb eller faste ugentlige tilskud ved erhvervsuddannelser. I kan vælge mellem:
- Fra ufaglært til faglært: I kan vælge mellem 16 erhvervsuddannelser med alle tilhørende uddannelsestrin. Udover tilskud fra AUB yder fonden 1.500 kr. i skoleugerne og 1.000 kr. i praktikugerne. Tilskuddet kan kombineres med eventuelle offentlige tilskud.
- Fra faglært til akademi/diplomniveau: I kan vælge mellem seks akademiuddannelser. I vælger selv om der tages et, flere, eller alle moduler i uddannelsen
- Fra faglært til faglært, supplerende uddannelsesbevis: Her kan fx en faglært smed via en række AMU-kurser opnå uddannelsesbevis som skibsmontør. Her og nu er det aftalt, at der kan tages supplerende uddannelsesbevis på tre uddannelser.
Fælles kurser for ledere/ejere og medarbejdere
ALEU yder nu også tilskud, hvis ejer/leder og medarbejder sammen har været på kursus.
I kan vælge mellem 17 højaktuelle kurser, hvor teknologisk udvikling og grøn omstilling er omdrejningspunkterne. På positivlisten er der både private kurser og AMU-kurser. Kurserne er udvalgt, så der både er kurser til metalindustrien og vvs-branchen.
Temaerne for kurserne er:
- Ny teknologi og grøn omstilling
- 3D-print og TPM
- Bygningsreglement
- Sikkerhed og samarbejde
- Svejsning