Den 15. og 16. juni 2021 udsender AUB (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag) opgørelser for 2020.
Der er tale om opgørelser vedrørende den normale ordning om AUB-merbidrag eller bonus. Disse opgørelser har således ikke noget at gøre med det ekstraordinære AUB-løntilskud, som virksomhederne modtog til lærlinge i perioden 1. maj til 31. december 2020.
Opgørelsen indeholder:
- Elevpoint – et tal der angiver, om virksomheden er over eller under målet for det antal lærlinge, en branche skal have i forhold til antallet af faglærte i virksomheden.
- Sektorunderskud/-overskud – Virksomhedernes indbetaling til AUB justeres, når året er gjort op, sådan at der hverken genereres et underskud eller overskud hos AUB.
- Nedsættelse for erhvervsuddannede medarbejdere – Virksomhedens antal af erhvervsuddannede tæller positivt i opgørelsen.
- Praktikbonus – Opgøres ud fra virksomhedens overskud på elevpoint sammenholdt med virksomhedens mål for elevpoint.
- Ekstra bidrag til praktikplads-AUB – Ved underskud på elevpoint betales merbidrag til AUB.
Fordelsuddannelser
Denne opgørelse vedrører 2019, da opgørelsen er afhængig af en lang række data, som først er tilgængelige efter nogen tid.
Fordelsuddannelser skal leve op til en række krav om bl.a. hvor mange lærlinge, der får læreplads kort tid efter grundforløbets afslutning.
På TEKNIQ Arbejdsgivernes område levede følgende uddannelser op til kravet, og virksomheder med lærlinge på disse uddannelser vil kunne se frem til at modtage fordelsbonus:
- Vvs-energiuddannelse
- Køletekniker
- Entreprenør- og landbrugsmaskinmekanikeruddannelsen