Medarbejdere, som er hjemsendt med lønkompensation, skal nu bidrage ved fx at tage en dags ferie, afspadsering eller lignende.
Ordningen om lønkompensation for hjemsendte medarbejdere forlænges. Samtidig har regeringen og arbejdsmarkedets parter aftalt, at hjemsendte medarbejdere skal bidrage med en dag under de kommende tre ugers hjemsendelse – fx i form af afholdelse af ferie eller afspadsering.
Med aftalen bliver det muligt at holde hånden under virksomheder og deres medarbejdere, samtidig med at medarbejderne påtager sig en del af ansvaret for, at dansk erhvervsliv kommer nogenlunde helskindet igennem coronakrisen.
Parterne er desuden enige om, at der sikres en omstillingsperiode på syv dage, når de skærpede restriktioner ophører, og lønkompensationsordningen samtidig ophører. Betingelserne for forlængelsen er i øvrigt de samme som i den lønkompensation, der har kørt hen over jul og nytår og som gælder i alle brancher.