Der tegner sig nu et bredt flertal for regeringens forslag om at kræve test og isolation for personer, der rejser ind i Danmark. Forslaget forventes at blive hastebehandlet i Folketinget torsdag den 28. januar og derefter vedtaget som lov
Konkret vil det betyde, at alle personer, der rejser ind i Danmark efter at have opholdt sig i udlandet, skal lade sig teste og gå i isolation i 10 dage. Det gælder også danske statsborgere.
Der vil dog være mulighed for at afkorte isolationen ved, at man får taget en PCR-test tidligst på fjerdedagen efter indrejse, og som viser sig at være negativ.
Derudover vil der være en række undtagelser – blandt andet for personer med bopæl i grænselandet og visse personer, der hyppigt krydser grænsen som led i varetagelsen af deres arbejde.
Udlændinge, der rejser ind eller ud af landet for at udføre arbejde, levere varer eller tjenesteydelser eller har andet anerkendelsesværdigt formål, vil heller ikke være omfattet af isolationskravet i de perioder, hvor de varetager det anerkendelsesværdige formål.
Der vil ligeledes blive fastsat særligt lempelige regler i forbindelse med rejser gennem Sverige til og fra Bornholm.
Baggrunden for regeringens forslag er, at der den senere tid har der været flere historier fremme om personer, som ikke efterlever sundhedsmyndighedernes anbefalinger, om at gå i isolation efter en rejse i udlandet.
Der har også været flere eksempler på danskere, der er indrejst til Danmark med COVID-19 testsvar, som har været negative, men hvor det efterfølgende har vist sig, at de pågældende har været smittet.
Samtidig er der i regi af Beskæftigelsesministeriet fremsat et lovforslag om COVID-19-test af tilrejsende arbejdskraft, der ligeledes forventes vedtaget den 28. januar 2021.
Nærmere information følger hurtigst muligt – bl.a. med en Q&A om, hvordan virksomhederne skal forholde sig, når loven er endeligt vedtaget.