Grænseværdien for asbest bliver fra 1. januar 2022 sænket betydeligt, når den ændres fra fra 0,1 fibre/cm3 til 0,003 fibre/cm3. Det er en markant skærpelse af grænseværdien.
Med den skærpede grænseværdi er det nu endnu mere vigtigt at være opmærksom på de korrekte arbejdsforhold og beskyttelsesforanstaltninger, når der arbejdes med asbest, og at der leves op til de gældende krav.
Asbest er et mineral, der er skadeligt ved indånding, og i værste fald kan udsættelse for asbestfibre give kræft. Asbest har været forbudt at anvende siden 1980’erne, men medlemmerne støder ofte på det i forbindelse med renovering af ældre bygninger og boliger.
Udsættelse af medarbejdere for asbeststøv skal derfor undgås, og det er vigtigt at forebygge udsættelse ved at anvende arbejdsmetoder og værktøjer, der begrænser støvudviklingen mest muligt. Derudover er grundig rengøring på arbejdsstedet vigtig og naturligvis brug af personlige værnemidler.
Det er bygherres pligt at foretage forundersøgelser af bygninger for at undersøge for forekomst af asbest. Samtidigt skal alle arbejdsgivere sørge for, at deres medarbejdere ikke udsættes for sikkerheds- og sundhedsrisiko. Derfor er det vigtigt at efterspørge forundersøgelser for asbest og tage dialogen med bygherre om evt. sanering eller indkapsling, inden arbejdet begyndes.
Vejledning om forebyggelse og benyttelse af de korrekte arbejdsmetoder kan findes på www.asbest-huset.dk.
Skærpelsen af grænseværdien sker som opfølgning på den politiske aftale om asbest fra 2018. Arbejdsmarkedets parter er enige om den nye skærpede grænseværdi.