Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering (STAR) administrerer en ny ordning – Sporskifteordningen – hvor formålet er at yde tilskud til opkvalificering af medarbejdere, der er ”nedslidte” eller i risiko for nedslidning på grund af fysisk eller psykisk belastende arbejde.
Det har vist sig, at STAR administrer ordningen ud fra nogle relativt vide rammer. STARs kriterie er, at hvis den branchekode, virksomheden er registreret under, er inkluderet blandt de branchekoder, som ordningen retter sig mod, så er alle medarbejdere i virksomheden pr. definition i risiko for at blive nedslidt. Dermed kan virksomhederne søge om tilskud til opkvalificering af alle virksomhedens medarbejdere.
På Industriens område er det relativt få brancher, hvor sporskifte er en mulighed.
Som eksempel er branchekode ”251100 – Fremstilling af metalkonstruktioner og dele heraf,” samt ”256200 – Maskinforarbejdning” ikke på STARs liste, mens ”331200 – Reparation af maskiner”, ”331100 – Reparation af jern- og metalvarer” og ”31100 – Bygning af skibe og flydende materiel” er på listen.
Sporskifteordningen giver mulighed for, at virksomhederne kan søge om tilskud til 40 dages opkvalificering af den enkelte medarbejder. Der kan ydes tilskud på op til 120.000 kr. pr. medarbejder til alle relevante kursusaktiviteter – både private og statslige som fx AMU, akademimoduler, TEKNIQ Arbejdsgiverkurser m.v.
TEKNIQ Arbejdsgiverne har derfor taget initiativ til at udarbejde en flyer, som beskriver ordningen med eksempler på ”medarbejdersituationer”, der kan søges tilskud til, på installationsområdet. Den er udarbejdet i samarbejde med STAR, Dansk Metal og 3F. Det vil sige, at der ikke burde være problemer, når den enkelte virksomhed ønsker at gøre brug af ordningen.