Fredag aften kunne regeringen fortælle, at man nu vælger at ophæve nogle af de restriktioner, som siden sidste uge har været pålagt syv jyske kommuner: Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Læsø, Thisted, Vesthimmerland og Jammerbugt.
Lempelserne gælder fra den 16. november 2020.
Det bliver således atter muligt for borgere – og dermed virksomhedernes medarbejdere – at bevæge sig over kommunegrænserne mellem de 7 berørte kommuner.
Alle beboere i de berørte kommuner opfordres kraftigt til kun at rejse ind og ud af det område, som de berørte kommuner tilsammen dækker, hvis der er væsentlige og uopsættelige hensyn – herunder varetagelse af kritiske funktioner.
Samtidig opfordres alle med bopæl udenfor de berørte kommuner kraftigt til ikke at rejse ind i de berørte kommuner, medmindre der er væsentlige og uopsættelige hensyn – herunder varetagelse af kritiske funktioner.
Arbejdsgivere i de berørte kommuner opfordres kraftigt til ikke at tage imod ansatte, kunder, erhvervsdrivende osv. med bopæl udenfor de berørte kommuner. Det gælder ikke mindst for tilrejsende fra udlandet.
Vandrende arbejdstagere bør som udgangspunkt blive i de berørte kommuner i den pågældende periode og opfordres ved nødvendig udrejse til hjemlandet til at lade sig teste inden da.
Desuden åbnes der for den kollektive transport mellem de syv kommuner.