Hvad er arbejdsfordeling?
Arbejdsfordeling er en nedsættelse af arbejdstiden i en tidsbegrænset periode. Den kan være et godt alternativ til egentlige opsigelser af ansatte og kan være aktuel i de situationer, hvor virksomheden enten vurderer, at ordrenedgangen er midlertidig - eller ikke har overblik over omfanget af de driftsmæssige udfordringer, som virksomheden står overfor.
En arbejdsfordeling betyder, at de ansatte skal være til rådighed for arbejdsmarkedet i de perioder, hvor de er på arbejdsfordeling.
De ansatte får dagpenge og har derfor pligt til at påtage sig andet arbejde uanset gældende opsigelsesvarsler. Ansatte, der ikke er dagpengeberettigede, vil som udgangspunkt kunne få kontanthjælp.
Regeringen har i forbindelse med coronakrisen lempet reglerne for anvendelse af arbejdsfordeling. Blandt andet kan den etableres hurtigere og der er mere fleksibilitet i forbindelse med tilrettelæggelse og ændring af de mulige cyklusser.
OBS: Reglerne om arbejdsfordeling kan være forskellige fra overenskomst til overenskomst. Derfor opfordres virksomhederne til at kontakte TEKNIQ Arbejdsgiverne, inden der etableres arbejdsfordeling for at drøfte og sikre, at ordningen anvendes korrekt.
Hvor lang tid varer en arbejdsfordeling?
Som udgangspunkt kan en arbejdsfordeling højest strække sig over 13 uger inden for 12 sammenhængende måneder.
Hvordan indledes en arbejdsfordeling?
En arbejdsfordeling kan aftales med de ansatte eller tillidsrepræsentanten.
Arbejdsfordelingen kan enten omfatte hele virksomheden, en afdeling af virksomheden eller en produktionsenhed.
Virksomheden skal udfylde 2 blanketter: AR 292 og AR 293 – én blanket med den enkelte ansattes navn og cpr-nummer, og én blanket om fordelingsperioder. Blanketterne kan hentes på info.jobnet.dk/blanketter.
Arbejdsfordelingen skal indberettes til det lokale jobcenter og til de berørte lokale fagforbund. Arbejdsfordelingen skal anmeldes til jobcenteret senest samtidig med, at den træder i kraft.
Hvordan kan arbejdsfordeling etableres?
Der er mulighed for at opdele arbejdsfordelingen i følgende perioder:
- Arbejdstiden skal være nedsat med mindst to hele dage pr. uge
- 1 uges arbejde på fuld tid fulgt af 1 uges ledighed
- 2 ugers arbejde på fuld tid fulgt af 1 uges ledighed
- 2 ugers arbejde på fuld tid fulgt af 2 ugers ledighed.
En arbejdsfordeling kan ikke etableres ved at nedsætte den daglige arbejdstid, eller ved at ledigheden er mindre end 2 hele dage pr. uge.
Som noget nyt er det muligt for virksomheden at skifte til en anden af de anførte mulige tilrettelæggelser af en arbejdsfordeling, når en cyklus i en arbejdsdeling er afsluttet. Det er vigtigt, at virksomhederne er opmærksomme på denne fleksibilitet, da det kan optimere arbejdstilrettelæggelsen.
Hvem er omfattet af en arbejdsfordeling?
Dette kommer an på, hvilken overenskomst der er tale om, og det anbefales derfor at kontakte TEKNIQ Arbejdsgiverne for yderligere information.