Natten til mandag blev et bredt flertal i Folketinget enig om en genopretningsplan for dansk økonomi efter corona. Aftalen omfatter blandt andet en eksportpakke og en række andre initiativer, der skal stimulere dansk økonomi.
Samtidig udfases de hjælpepakker, der har skullet hjælpe virksomheder, selvstændige og andre under krisen.
Aftalen omfatter ikke lønkompensation, som tidligere er blevet forlænget frem til den 29. august 2020. Læs mere om denne ordning her.
For TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer er de vigtigste elementer i aftalen følgende:
Udfasning af hjælpepakker
-
Kompensation for faste omkostninger
Den nuværende generelle kompensationsordning for faste omkostninger ophører i forbindelse med dens udløb den 8. juli 2020. I stedet indføres en ny målrettet og midlertidig kompensationsordning for faste omkostninger for virksomheder, som omfattet af COVID-19 restriktioner. Det gælder for eksempel forbud mod at holde åbent, eller hvis virksomhedens omsætningsnedgang er direkte relateret til leverancer til arrangementer, der er aflyst, væsentligt ændret eller udskudt som følge af COVID-19. - Ordning for selvstændige
Kompensationsordningerne for selvstændige, freelancere, kombinatører m.v. forlænges til og med den 8. august 2020. Herefter ophører ordningerne. - Suspendering af G-dage
Den midlertidige suspendering af arbejdsgivernes pligt til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag (G-dage) forlænges frem til og med 31. august 2020. - Lempelige betalingsfrister for A-skat, AM-bidrag og moms
Aftalens parter er enige om stemme for de lovforslag, der er fremsat om en lempelig tilbagevenden til normale betalingsfrister for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms. Det vil sige, at man foreslår at udskyde betalingsfristerne for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms yderligere for at styrke virksomhedernes likviditet. - Låne- og garantiordninger
Ansøgningsfristen for garantiordningerne forlænges til ultimo 2020, og garantiprocenten forhøjes til 80 pct. Forlængelse og forhøjelse gælder de fire garantiordninger, der yder statsgaranti for blandt andet pengeinstitutters udlån til danske virksomheder, og de to ordninger der er målrettet SMV’er samt de to ordninger for større virksomheder.
Eksport og rekapitalisering
- Der afsættes yderligere 500 mio. kr. i 2020 til en samlet eksportpakke. Det fremgår af aftalen, at midlerne skal prioriteres blandt andet til genstartsteams, der bygger videre på de nedsatte vækstteams og blandt andet skal fokusere på grøn teknologi, herunder energi- og miljøteknologi.
- Der oprettes en Genstartsfond på 3 mia. kr. i regi af Vækstfonden, der skal sikre solvens i ellers sunde virksomheder. Fondens investeringer foretages på markedsvilkår, og fokus vil være på mindre, nye virksomheder, SMV’er m.v., som har gode chancer for at overleve og har solide vækstperspektiver.
- Der etableres en fond, der kan yde direkte bistand til rekapitalisering af store samfundsbærende danske eksportvirksomheder med en omsætning, der som udgangspunkt skal overstige 500 mio. kr. i seneste reviderede regnskabsår.
Stimulipakker
- Der skal ske en delvis udbetaling af de indefrosne feriemidler, som lønmodtagere har optjent i perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020 - svarende til op til tre ugers ferie.
- Virksomheders mulighed for fradrag for udgifter til forskning og udvikling forhøjes midlertidigt til 130 pct. i perioden 2020 til 2021 - dog med et loft på 50 mio. kr.
Læs mere
Aftalen med bilag og faktaark findes på regeringens hjemmeside her.
Læs også pressemeddelelsen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne her.
Følg med på TEKNIQ Arbejdsgivernes corona-site eller kontakt erhvervsafdelingen på telefon 43 43 60 00.