Der er mulighed for ekstra løntilskud, hvis virksomheden ændrer en kort uddannelsesaftale til en restaftale.
Som TEKNIQ Arbejdsgiverne tidligere har orienteret om, betyder aftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, at virksomhederne får dækket en stor del af omkostningerne ved at have lærlinge. Ordningen kører i perioden fra 1. maj til 31. december i år.
Der kommer helt automatisk tilskud for de lærlinge, virksomhederne allerede har. Men der er ekstra penge at hente, hvis virksomhed og lærling ændrer en kort aftale til en restaftale. Det vil sige en uddannelsesaftale, der gælder, indtil lærlingen er udlært.
Virksomheden får 75 pct. i løntilskud i praktikperioden for de eksisterende aftaler. Men hvis virksomheden ændrer en kort aftale til en restsaftale, stiger de 75 pct. til 90 pct. af lærlingens løn.
Det vil - afhængig af uddannelsen og hvor langt lærlingen er i sit forløb - betyde et sted mellem 1.970 kr. og 3.370 kr. ekstra om måneden.
Også i skoleperioden giver det ekstra tilskud, hvis en kort aftale ændres til en rest-aftale. Aftalen betyder, at lønrefusionssatsen under skoleophold øges med 20 pct. for ordinære uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler og restuddannelsesaftaler. Aftalen gælder for skoleopholdene i 2. halvår af 2020.
Hvis en lærling er på et 10 ugers skoleophold i 2. halvår af 2020 modtager virksomheden 7.040 kr. ekstra i AUB-refusion.
Læs her hvordan I ændrer en kort aftale til en restaftale
Læs også artiklen: Skift korte uddannelsesaftaler ud med lange - og få større tilskud