Fleksibilitet i ansættelsen er afgørende, hvis man vil have virksomhedens mest erfarne medarbejdere til at tage et par år mere.
Tekst: Lasse Andersen
I en tid med mangel på kvalificeret arbejdskraft i både industrien og installationsbranchen er det helt afgørende for mange virksomheder, at de kan fastholde seniorerne lidt længere på arbejdsmarkedet.
Lone Alstrup, er er chefkonsulent på arbejdsmiljøområdet i TEKNIQ Arbejdsgiverne, forklarer, at fleksibilitet er et nøgleord, hvis man skal lykkedes med den opgave.
– Det er vigtigt at tage en snak om, hvordan man kan indrette arbejdsdagen, så seniorerne bevarer lysten til at fortsætte. Mulighed for nedsat tid, at gå tidligt nogle dage, flere feriedage er nogle af de håndtag, man kan skrue på. Og samtidig er det selvfølgelig vigtigt at man får skruet en arbejdsdag sammen, som passer til de ældre medarbejderes fysiske formåen.
12 vigtige grunde
Chefkonsulentens erfaringer bliver underbygget af en undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø offentliggjorde i 2020. I undersøgelsen, der er foretaget blandt lønmodtagere over 50, har forskerne fundet frem til de 12 væsentligste grunde til at seniorer udskyder pensionen og bliver længere på arbejdsmarkedet.
Lone Alstrup understreger, at virksomhederne skal huske, at seniorerne ofte kan bidrage med mere en blot nødvendige hænder, fordi de har opbygget værdifuld erfaring gennem årene på arbejdsmarkedet.
– De ældre medarbejdere kommer med et erfaringsgrundlag, der ikke kun kommer kunderne til gavn, også yngre medarbejdere kan få meget ud af at arbejde sammen en erfaren seniormedarbejder, der kan indtage en form for mentor-rolle, siger Lone Alstrup.
Hun opfordrer til at virksomhederne udarbejder en decideret seniorpolitik, der sikrer en god forventningsafstemning mellem de ældre medarbejdere og ledelsen i virksomheden.