Drikkevand er en fødevare, som frem til tapning skal opfylde grænseværdierne i drikkevandsdirektivet. Derfor stilles der særlige krav til dokumentationen af de sundhedsmæssige egenskaber for eksempelvis armaturer.
”GDV-ordningen" er den danske godkendelsesordning for produkter i kontakt med drikkevand. Byggevarer godkendt efter GDV må mærkes med ”dråbe-mærket”. Byggevaren kan opnå GDV-godkendelse på baggrund af testdokumentation fra certificeringsordninger i Tyskland, Holland eller Sverige. Godkendelseslisten kan ses her.
”KTW” er en obligatorisk certificeringsordning i Tyskland, der godkender enkeltdele. Alle enkeltdele i kontakt med drikkevand skal være KTW godkendt. Et armatur består af en række enkeltdele og har derfor oftest flere KTW godkendelser. Der findes ikke en dansksproget liste over KTW-godkendelser.
”DVGW” er en frivillig tysk godkendelsesordning, der dokumenterer at byggevaren lever op til krav på det tyske marked, både de fysisk-mekaniske og de sundhedsmæssige egenskaber. En byggevare med gyldig godkendelse efter DVGW overholder dermed alle danske sundhedsmæssige krav. DVGW er ingen garanti for at produktet overholder danske fysisk-mekaniske krav. Det afgøres alene af bygningsreglementets regler – se ovenfor. Der findes ingen dansksproget liste med DVGW-godkendte byggevarer.
”ATA” er en Hollandsk test, der efter indførelse af ”Kiwa water mark” er udgået.
”Kiwa water mark” er en Hollandsk ordning, der sikrer byggevarer lever op til krav på det hollandske marked. En byggevare der er godkendt med ”Kiwa water mark” overholder dermed alle danske sundhedsmæssige krav. ”Kiwa water mark” er ingen garanti for at produktet overholder danske fysisk-mekaniske krav. Det afgøres alene af bygningsreglementets regler. Der findes ingen dansksproget liste over Kiwa water mark byggevarer.
”SP-typegodkjent” er en svensk ordning, der sikrer at byggevarer lever op til krav på det svenske marked. Byggevaren vil synligt være mærket med ”gaffel-mærke”. Den svenske godkendelse bygger på tyske KTW-certifikater. En byggevare der er ”SP-typegodkjent” overholder alle danske sundhedsmæssige krav. ”SP-typegodkjent” er ingen garanti for at produktet overholder danske fysisk-mekaniske krav. Det afgøres alene af bygningsreglementets regler. Der findes en svensksproget liste over SP-godkendte byggevarer på sp.se.
”KIWA” er en svensk ordning på linje med ”SP-godkjent”. Der findes ingen oversigt over svenske Kiwa-godkendelser.