For at producere og markedsføre bærende stål- og aluminiumskonstruktioner skal virksomheden være EN 1090-certificeret.
Dette certifikat er det såkaldte EN 1090-1 og udstedes af et akkrediteret 3. part notificeret organ, kaldet Auditor eller Notified Body.
Langt det meste stål og aluminium til byggeri er omfattet af mærkningskravet. Blandt andet spær, søjler, bjælker, altaner, trapper, rækværk, beslag, bæringer, facadebeklædning, kalvehytter på marken og carporte.
Fælles for dem er, at produktet er bærende, eller en del af den bærende konstruktion. Der er samtidig forskel på kravet – kaldet EXC klasse – alt efter en sikkerheds- og risikovurdering.
Du kan herunder få det fulde overblik overblik over CE-mærkning efter EN 1090.
Forskellige certificeringsorganer og myndigheder tolker reglerne om CE-mærkning forskelligt. Derfor har TEKNIQ Arbejdsgiverne taget initiativ til netværk, som arbejder på at ensarte regler og opfattelsen heraf. Læs mere her
CE-mærkning
Ifølge den byggevareforordning, der trådte i kraft 1. juli 2013, skal alle byggevarer CE-mærkes fysisk - enten på produkt, mærkeseddel, emballage eller lignende. Samtidigt skal produktets bæredygtighed deklareres.
I 2014 trådte ligeledes loven om at stål- og aluminiumskomponenter, den såkaldte EN 1090, i kræft. Forskellen er at for at lave bærende konstruktioner skal virksomheden være certificeret.
Hvilke dele er omfattet af byggevareforordningen?
Dansk Standard har følgende definition på, hvad der er omfattet af byggevareforordningen: delen skal være markedsført og skal indgå som bærende element i et bygværk.
Det betyder altså, at:
- Rørbærere og andre beslag, der bl.a. bærer maskiner, ikke er omfattet.
- Stål til maskinfundamenter ikke er omfattet - de hører ind under maskindirektivet.
- Hvis maskinfundamentet er en del af bygningens fundament, kan der dog være nogle afgrænsningsproblemer.
Generelle regler
Mange komponenter, der fremstilles af stål eller aluminium, kan/skal i dag designes efter Eurocodes, og det betyder for de flestes vedkommende, at der stilles krav om udførelse efter udførelsesstandarden EN 1090-2+A1:2011 eller 1090-3:2008 for aluminiums vedkommende.
På baggrund af markedskontroller på EN 1090 Bygningsstål har Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen udarbejdet en række anbefalinger:
Producenter, importører og distributører skal være særligt opmærksomme på følgende:
- Hjemmesiden www.kenddinbyggevare.dk
- Alle ydeevnerne i Anneks ZA.1 skal angives på ydeevnedeklarationen og CE-mærket.
- Såfremt der er ydeevner, som ikke er fastlagt, angives NPD (No Performance Determined) på ydeevnedeklarationen. Ydeevner angivet NPD kan udelades på CE-mærket.
- Der skal være overensstemmelse mellem ydeevnedeklarationen og CE-mærket (ydeevner, som er NPD i ydeevnedeklarationen, kan dog udelades på CE-mærket).
- Ydeevnedeklarationen erstatter ikke CE-mærket. Byggevaren skal være CE-mærket.
- Forordningen angiver de formelle krav til dokumenter og mærkning. Disse krav skal være opfyldt.
- Distributørernes og importørernes forpligtelser fremgår af byggevareforordningens artikel 13 og 14.
- Distributøren og importøren skal sikre, at byggevaren lever op til kravene, inden de gør en byggevare tilgængelig på markedet. Det betyder blandt andet, at de skal sikre, at byggevaren er forsynet med ydeevnedeklaration og CE-mærke.
- Oplysninger, som ikke følger af forordningen og standarden, men som er relevant for kunden, kan angives i andre dokumenter. De skal ikke angives på CE-mærket eller ydeevnedeklarationen.
- EN 1090 information: Læs mere her
Virksomheder, der fremstiller komponenter af stål eller aluminium til bl.a. byggeriet, har fået krav til konstruktion og udførelse. Simple konstruktioner har fået simple krav, mens der bliver stillet større krav om planlægning og styring til konstruktioner, hvor der kan være følgevirkninger ved nedbrud.
- Står du og din virksomhed over for beslutningen om at fortsætte med at have "bygningsstål" som forretningsområde i fremtiden?
- Eller er I måske allerede gået i gang med en certificeringsproces og har brug for støtte til at komme helt i mål.
Processen kan føles kompliceret, men det kan sagtens lade sig gøre - også for en lille virksomhed.
For at leve op til kravene er det nødvendigt, at du har styr på, hvad kvalitetsstyring, udførelsesklasser og kravene til CE-mærkning betyder samt at vide noget om eurocodes og bygningsreglementet.
For at få tilladelse til at CE-mærke, skal virksomheden have indført et kvalitetsstyringssystem og være certificeret af et godkendt organ. En kort introduktion til indførelse af kvalitetsstyringssystemet er givet under afsnittet "Vejen til certificering og CE-mærkning".
Læs mere om certificering af komponenter af stål og aluminium her
TEKNIQ Arbejdsgivernes 1090-netværk er et netværk om CE-mærkning af bygningsstål (EN 1090) og er for både virksomheder, rådgivere og certificeringsselskaber, som uformelt kan drøfte fortolkninger af EN1090.
De meldinger, TEKNIQ Arbejdsgiverne fortsat modtager, indikerer, at der er behov for ensartethed i både certificering og re-certificering. Reglerne gælder dem alle, men de færreste er enige om, hvordan de skal tolkes og udmøntes i praksis.
Derfor har TEKNIQ Arbejdsgiverne startet en række netværk, hvor regler og love er i fokus.