Produkter skal energimærkes, så kunden kan vælge det mest energirigtige produkt.
Mærkningen skal være på en skala mellem G – A, måske med et +, eller flere (op til 3), hvis det er bedre end et rent A.
Indtil efteråret 2015 har det primært været husholdnings-apparater, eksempelvis vaskemaskiner og køleskabe, der har været omfattet. Fra efteråret 2015 er produkter til opvarmning også omfattet, og en særlig udfordring i den anledning er systemmærkning af sammenbyggede enkeltprodukter.
Når anlægget faktureres, er der ikke særlige krav til indhold. Medgåede komponenters energimærke må gerne fremgå, ligesom det samlende mærke også må fremgå. Produktet skal synligt være mærket, men det er ikke nærmere defineret hvor.
Installatøren skal sikre sig, at det enkelte produkt er mærket af producenten i forhold til produktet selv. Skal det indgå i et system med andre mærkede produkter, skal installatøren foretage en selvstændig mærkning af det samlede allerede i forbindelse med markedsføringen eller ved tilbudsafgivelse.
For at hjælpe i processen har Energistyrelsen udarbejdet et antal vejledninger, hvor der også findes et program for udarbejdelse af systemmærke.
Inden tilbud
- Installatøren skal sikre sig, at de valgte produkter er energimærket fra leverandøren.
- Skal flere produkter virke sammen, skal der foretages en pakkemærkning ved hjælp af de enkelte produkters energimærke. Dette kan give en bedre energimærkning, men det vil være lovligt at angive pakkemærkning med dårligste mærke, også kaldet ”underdeklarering”.
- Er der tale om tilbud på en kedelunit med varmtvandsbeholder, der sælges som og er testet som en samlet enhed, kaldes systemet for et kombiprodukt og leveres fra leverandøren med et kombienergimærke.
- Er der tale om et tilbud på en kedel med varmtvandsbeholder, hvor kedlen og beholderen sælges som selvstændige modeller, er det nok at orientere kunden om de enkelte produkters energimærke.
- Har unit'en eller kedlen en styring, skal der også vises et pakkemærke, hvor styringen er markeret med et kryds ud for det relevante type (ikon). Dette gælder både for ekstern og indbygget styring.
På tilbud
- Kundens tilbud på arbejdet skal indeholde et overblik over medgående komponenter samt et samlende energimærke. Dette mærke er enten leveret af leverandøren eller kan genereres ved indtastning af produktoplysninger i et program fra Energistyrelsen.
- Er der tale om en kombiløsning (kedel samt varmtvandsbeholder), hvor de to komponenter ikke er testet samlet som en unit, anføres alene de medgående komponenter i tilbuddet.