Læs om nogle af de tiltag og regler, der skal være med til at fremme energieffektiviteten i bygninger
Nybyggeri
Bygningsreglementet fastlægger, hvor meget energi, som må tilføres bygningen. Kravene er specificeret i bygningsreglementet (BR18) med tilhørende vejledninger.
For vedvarende energi som sol-el og solvarme samt husstandsvindmøller gælder, at de ikke regnes med i husets energiforbrug. Samtidigt vil der være en række teknologier, som sikrer en bedre energiudnyttelse. Dette gælder fx ventilation med varmegenvinding og varmepumpesystemer.
Eksisterende byggeri
Offentligt byggeri
Energimærkning af offentlige bygninger er lovpligtigt. Offentlige bygninger omfatter bygninger, der ejes eller bruges af offentlige institutioner. Alle nyopførte offentlige bygninger over 60 m2 skal energimærkes, før de bliver meldt færdig eller bliver taget i brug. Når en offentlig bygning på 60-250 m2 er energimærket første gang, er der kun krav om energimærkning, hvis bygningen skal sælges eller udlejes.
Alle offentlige bygninger over 250 m2 skal energimærkes regelmæssigt. Energimærket er gyldigt i 10 år. Energimærkningen skal fornys senest ved udløbet af denne periode.
Privat byggeri
Også for private bygninger gælder et krav om energimærkning. Alle nyopførte bygninger på 60 m2 eller derover skal energimærkes før ibrugtagning eller færdigmelding. Når en ejendom sælges, skal sælger fremlægge en gyldig energimærkning. Det samme gælder, når en ejendom udlejes helt eller delvist, og når en andel, anpart eller aktie i en ejendom overdrages.
I store bygninger, der besøges af offentligheden, hvor det samlede etageareal er over 600 m2 er der krav om synliggørelse af bygningens energimærke. Det gælder f.eks. butikker og butikscentre, supermarkeder, restauranter, teatre, banker og hoteller.
Industri
Der vil også inden for de industrielle processer ske en øget interesse for at gennemføre energibesparelser, der vil medføre, at den tekniske installatør kan fungere som energirådgiver.
For den tekniske installatør medfører de kommende krav til bedre energieffektivisering i første omgang en langt større efterspørgsel efter viden om energieffektive installationer. Samtidig åbner øgede krav om energieffektivisering for et større marked.