Alle forsamlingslokaler og forsamlingsafsnit til over 150 personer skal have udført en kontrol af de elektriske installationer hvert andet år af en autoriseret elinstallatørvirksomhed.
Forsamlingslokaler omfatter følgende: Teatre, biografer, restaurationer, cafeer, diskoteker, selskabslokaler, mødelokaler, koncertsale, udstillingslokaler, idrætshaller og andre bygninger og lokaler, der anvendes til lignende formål.
Kontrollen omfatter elektriske installationer, brugsgenstande og apparater m.v. samt funktionsafprøvning og kontrol af flugtvejs- og panikbelysning, varslingsanlæg samt ABDL-anlæg, der hører til forsamlingslokalet med tilhørende gange og flugtveje, vestibule, køkken, depotrum og andre lokaler med direkte tilknytning til det pågældende forsamlingslokale og -afsnit.
Efter kontrollen skal installationsvirksomheden udstede en elsikkerhedsattest, og der er fra 1. januar 2020 ikke længere krav om, at elsikkerhedsattesten skal indberettes til Sikkerhedsstyrelsen, men der skal fortsat være opsat en attest i forsamlingslokalet på et for publikum synligt sted.
Kontrollen skal udføres efter Sikkerhedsstyrelsens retningslinjer.